Michael Agermose til Politiken Cup 2009



Rapport 1 (1-4. runde)

Jeg er igen i år med i arrangørteamet og bortset fra nogle computerproblemer og et tårn mod løber slutspil i aftes der fortsatte i 170 træk og over 6 timer, så er vi kommet smertefrit fra start.

1. runde havde jeg hvid mod en norsk junior på knap 1200. Dem har der været en del debat om, da de stiller op med deres norske tal, hvilket sidste år blandt andet resulterede i at en på 1000 slog en 1900 spiller med sort! De fulgte 22 træks teori fra Anand bøgerne, hvorefter hvid lavede en fejl og blev rullet.
Den slags har man selvfølgelig ikke lyst til at møde.

Jeg spillede kongegambit (måske dumt, men så får jeg i det mindste min stilling.) Han piskede trækkende afsted og fik udlignet i en kendt teorivariant. To træk senere stod jeg til gevinst og havde endda to gevinstvarianter at vælge imellem. Jeg valgte den kedelige gevinstvariant og 1-0 i 20.

2. runde havde jeg sort mod endnu en nordmand på 2240. Det blev en usædvanlig variant af Maroczy imod accelereret Siciliansk, som min modstander ikke kendte. Jeg fik en fin stilling og op mod tidnøden spillede jeg ham helt af pladen og vandt vist et nydeligt parti.

Så regnede jeg med at skulle have hvid i 3., men det blev sort mod Esben Lund, som er en del mere medgørlig med de hvide. I en holænder fik han ingen fordel, men jeg tillod med vilje dronnignafbytning og da min jo nok er mere værd end hans, havde han lidt. Jeg havde endda bedst tid (40 mod 20), men fandt ikke det korrekte svar på Lh3. Lc8! havde holdt balancen. Et ærgeligt nederlag.

I dagens 4. runde trak jeg Conny Holst, Sverige med de hvide. Han fik to halve mod to stormestre i går, så han er i hvert fald i form. Jeg vaklede mellem Morra gambit og åben Siciliansk og endte med at forberede Sozin varianten mod Najdorf. Der kom 1.e4 c5 2.Sf3 e6 og der var den forberedelse spildt. I stedet blev det Morra og det var det helt rigtige, for han lavede en kendt fejl, hvorefter jeg savede ham over. Efter 18 træk var det slut.

3/4 og det ligner en god turnering. I morgen bliver sikkert sort mod en svær.